Så meget kan løb ændre din krop!

Posted: Apr 01 2016

Christina Krogshede

Hvis du begynder at løbe regelmæssig, skal du overveje at få dig en rigtig god pensionsopsparing, for det er nemlig bevist, at motionsløbere lever i gennemsnit 5 – 6 år længere, end mennesker der ikke løber. Det er nemt at komme i gang med løb. Det eneste jeg synes er vigtigt, er et par gode løbesko. Skoene på og så afsted – det er da ikke så svært. Der er faktisk en god gevinst forude, hvis du starter motionsløb. Foruden et længere liv, så forebygger du hjertesygdom, lungesygdom, blodprop i hjernen og kræft. Du oplever, at pulsen falder, og at det ikke er så fysisk hårdt at gennemføre en opgave som tidligere.

**Hvad betyder det for kroppen når man løber**
Løb aktiverer mange af kroppens store muskler og hele kroppen bliver stærkere, men primært i underkroppen. Og så er løb kredsløbstræning: Det stiller store krav til hjerte, blod og blodbaner. Musklerne bliver stærkere, knogler, led og senevæv bliver stærkere og ledbrusken bliver tykkere. Du kan godt blive meget øm efter en løbetur, og specielt i starten, så det er vigtigt du starter meget langsomt op med små ture og udstrækning efter turen.

Løb kan også forandre en del på vægten. Ikke fordi jeg mener det er en smutvej til din drømmevægt, men du forbrænder mange kalorier mens du løber – flere end ved de fleste andre træningsformer. Intervaltræning forbrænder endnu flere kalorier. Det er nemlig ikke bare super effektivt, mens du gør det, det giver også en rigtig god efterforbrænding, så du også brænder kalorier af, når du sidder hjemme i sofaen. Og det giver ekstra luft i kalorieregnskabet.

Som om det ikke var nok, vil du også opleve, at regelmæssig løbetræning ændrer din appetit. Måske krymper din trang til sukker og junkfood. Måske spiser du lidt mindre. I hvert fald får du sandsynligvis sundere spisevaner og bliver bedre til at lytte til din krop – hvad den har brug for, og hvad den bryder sig mindre godt om. Og på sigt vil det kunne ses på både vægt og figur. Hurtigere løbere forbrænder mere end langsommere løbere, hvis I løber i lige lang tid. Men selv langsomt løb vil forbrænde mere end megen anden fysisk aktivitet. Især hvis du fletter en lille smule intervaltræning ind på dine faste løbeture.

**Hvor lang tid går der inden man mærker en forskel**
På bare 4 – 5 uger vil du kunne mærke en markant forskel fra før du begyndte at løbe, hvis du vel at mærke tager løbeskoene på og kommer ud i naturen 2 – 3 gange om ugen. Der findes sider på nettet, hvor man kan downloade et løbeprogram, så du kan komme godt i gang - klik her.

Udendørs træning også har en rigtig positiv indvirkning på humøret og lysten til at træne i højere grad, end hvis man træner indendørs i f.eks. træningscentret. Den friske luft samt vind og vejr øger følelsen af både fysisk og mental velvære og virker samtidig afstressende. Hvorfor det forholder sig sådan, har forskerne endnu ikke et definitivt bud på, men noget tyder altså på, at det er godt for både krop og sind at komme ud og røre sig i den friske luft uanset om det er sommer eller vinter.

**Ekstra godt for forbrændingen at træne udendørs i vintertiden**
Det er ikke kun motivationen, der får et boost, når du bevæger dig ud i den friske vinterluft. Det gør forbrændingen nemlig også. Når du træner i kulden, bruger kroppen nemlig mere energi på at holde varmen, og det betyder, at du også forbrænder flere kalorier. Hvis man skulle vælge et tidspunkt på året, hvor det er allerbedst at få sin løbedebut, må sommeren klart være topscorer. Du har typisk mere overskud og tid, fordi de mange ekstra lyse timer gør det let at træne, når det passer dig. Du kan blæse på åbningstiderne i fitnesscenteret og træne frit hele døgnet. Men det bedste ved sommerløb er, at motivationen kommer helt af sig selv. Lyset, solen og milde temperaturer trækker én udenfor på samme måde, som dynerne og mørket trækker én den modsatte vej hele vinteren. Man får helt automatisk lyst til at bruge kroppen, trække vejret dybt ned i lungerne, få pulsen banket op.

Det er en meget god idé at planlægge hjemmefra, hvor løbeturen skal gå hen. Planlæg om det er 3 – 5 eller måske 8 km du vil løbe. Jeg selv bor langt ude på landet, og jeg har seks forskellige ruter jeg skifter med lige fra 3 km til 10 km. De længere ture bliver som regel gemt til weekenderne, og i den varme sommertid, står jeg tidlig op og løber i kap med at solen står op. Luften er frisk og temperaturen er lige tilpas. Og hold da op hvor samvittigheden er god resten af dagen. Det tager 2 min at snøre skoene – så er man klar. God tur.

Hanne Petersen

Hanne Petersen - løbeentusiast og skribent hos dreammodels.dk, København